Mennesker chatter som aldrig før, og inden længe kan e-mails være udkonkurreret

08 november 2018

Ifølge den seneste undersøgelse fra Internetstiftelsen i Sverige (IIS) benytter ikke mindre end 84 procent af befolkningen chatværktøjer. De fleste, 97 procent, kommunikerer dog stadig via mail. Men chat er lige i hælene på mail, og på arbejdspladsen er der flere fordele ved at chatte med kollegerne.

Et fleksibelt chatværktøj kan hjælpe dig med at undgå at drukne i et hav af mails. Med chat kan man kontakte sine kolleger på en nem og fleksibel måde, og det er med til at sænke tærsklen for kommunikation mellem kolleger. Det er et effektivt værktøj til at skabe sociale netværk internt i virksomheden, uanset hvor i verden kollegerne befinder sig.

- Chatten udfordrer traditionelle hierarkier og bruges mere spontant uden et nøje tilrettelagt formål – uanset ens titel. Det kan påvirke arbejdsmiljøet og gøre det mere demokratisk. Mail føles mere ekskluderende og tilskynder ikke til dialog i samme grad, fortæller Sofie Eliasson, teamleader og udvikler hos Telavox.

Mere end halvdelen af befolkningen chatter dagligt

Blandt de unge bruger alle i princippet chat eller instant messaging, og i aldersgruppen op til 25 år er det over 80 procent, der chatter en eller flere gange dagligt (IIS).

- En af forklaringerne på, at chat er begyndt at brede sig til stadig flere virksomheder, er, at mange unge, som er vokset op med MSN- og ICQ-chat, begynder at komme ud på arbejdsmarkedet. De er vant til at kommunikere hurtigt og uformelt. For at tiltrække de yngre generationer er det vigtigt at have værktøjer, der lever op til deres forventninger, fortsætter Sofie.

Store tidsbesparelser

Chat bidrager også til hurtigere kommunikation, fordi man kan føre en dialog og hurtigere få svar på sine spørgsmål.

- I stedet for at maile frem og tilbage kan man spare en masse tid ved at chatte. Det bidrager også til at begrænse misforståelser, eftersom man nemt kan stille uddybende spørgsmål, forklarer Sofie.

Hvad sikkerheden angår, er chat også at foretrække. En e-mail kan nemt havne det forkerte sted.

- Vi har næsten alle prøvet at sende en mail til en forkert person, og det kan have store konsekvenser, hvis en mail falder i de forkerte hænder. Et chatværktøj reducerer den risiko betydeligt, påpeger Sofie.

Chat vil erstatte mail

Sidste år eksploderede brugen af instant messaging og chat ifølge rapporten fra IIS. Siden 2014 er den daglige brug af chat næsten tredoblet. Sofie forventer, at intern chat på arbejdspladser også i stigende grad vil erstatte e-mails.

- Vi kan se på vores kunder, at brugen af Flow-chatten vokser langsomt, men sikkert, og at stadig flere får øjnene op for fordelene ved at chatte løs med kollegerne, både når der skal deles viden, stilles spørgsmål og planlægges frokost, runder Sofie af.